Kåringen i Euromoney Real Estate Awards 2023 blev foretaget af læserne af Euromoneys website, som kunne stemme på en række nominerede kandidater. I 2023 var det første gang, at kåringen blev foretaget som en fælles nordisk begivenhed.
”Vi er i hele Skanska stolte af at blive valgt som ”Best overall developer” for Norden i Euromoney Real Estate Awards. I Danmark er vi selvfølgelig særligt stolte over, at den stærke sammensætning af kunder herhjemme har betydet, at vi er blevet valgt. Det er også i høj grad indsatsen for mere bæredygtige løsninger i byggeriet, at vi er blevet valgt, og Euromoney Real Estate Awards nævner i kåringen, at vi i Danmark var med til at grundlægge det, der i dag er Rådet for Bæredygtigt Byggeri,” siger Elo Alsing, markedschef i Skanska A/S.
Skanska vandt to ud af fem priser
Skanska var i Norden indstillet til fem priser og vandt foruden den overordnede pris som Nordens bedste ejendomsudvikler også prisen som Nordens bedste udvikler af kontorprojekter (Best Workspace Developer).
De danske kunder, der fremhæves i kåringen, er Sweco og Telia, der begge lejer deres danske hovedkvarterer i Ørestad af Skanska samt Borealis og Scandic Group, der har et hotel i Scanport nær Københavns Lufthavn.
Af nordiske projekter udenfor Danmark fremhæver Euromoney bl.a. Bohusgatan-boligprojektet i Göteborg samt de norske ”Powerhouse”-koncepter, der er energiproducerende kontor- og boligejendomme.