Årets Euromoney Awards blev uddelt i september 2019 og Skanska A/S vinder:
- Best overall developer 2018
- Best Office Business 2018
- Best Residential 2018
- Best innovative Green 2018
At branchen igen har valgt at stemme os ind på førstepladsen i de 4 kategorier hvor vi er repræsenteret er vi rigtig stolte over.
2018 var endnu et år med høj aktivitet hvor bl.a. Sweco flyttede til deres nye domicil i Ørestad, vi afleverede sidste etape af i alt 453 boliger ved Amager Strand og tog 1. spadestik til det nye Scandic Strandpark-hotel på Scanport.
I år har vi fortsat det høje aktivitetsniveau og indtil videre igangsat 3 nye spekulative kontorprojekter i København, et hotel i Ørestad og et større boligprojekt i Hillerød og håber dermed vi kan være med i opløbet til næste års afstemning, fortæller Peter Nymann, adm. direktør for Skanska i Danmark.
Om undersøgelsen
Euromoneys Real Estate Survey er en årlig undersøgelse, som er blevet foretaget i 14 år. Det er en webbaseret undersøgelse, som bliver foretaget iblandt magasinets læsere, herunder bl.a. ejendomsmæglere, udviklere, investeringschefer og banker over hele verden.
Respondenterne blev bedt om at svare på, hvilke firmaer, de mente, var de bedste udbydere af ejendomsprodukter og services på deres marked over de seneste 12 måneder. Undersøgelsen blev gennemført i foråret 2019.