c

Få svar på pørgsmål om jordoplagring i Kløverparken

Der er fart på oplagringen af jord i Kløverparken, som senere skal videre til etableringen af Lynetteholm. Frem til 2026 vil By & Havn lagre jord på det 120.000 m² store og tomme industriareal, der er ejet af Skanska.

Kløverparken

At byen har fået en ny bakke, er tydeligt for dem, der har udsigt til området mellem Prøvestenen og Kløvermarken. Her er By & Havn nemlig i gang med at placere jord, der skal bruges til etableringen af Lynetteholm.

Bakken er dog kun et midlertidigt syn frem til 2026, hvorefter jorden er flyttet videre til Lynetteholm, og udviklingen af en ny bydel med boliger og erhverv kaldet Kløverkvarteret kan vokse frem i området. Det er Skanska, der ejer grunden, og tidligere i år indgik en aftale med By & Havn, der manglede et sted at placere jord fra andre københavnske byggepladser, som skal bruges til arbejdet med Lynetteholm.

Skitse af jordoplag med indkørselsmarkering_Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Skråfoto_.jpg

Oplagringsområde og indkørsel for lastbiler (illustrationen indeholder data fra styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Skråfoto).

Spørgsmål og svar om oplagring af jord i Kløverparken

Vi har samlet en række spørgsmål og svar angående den midlertidige oplagring af jord i Kløverparken. Klik på spørgsmålene for at læse svarene. 

Hvorfor er der kommet en ny bakke i Kløverparken?

Fra 2023 til 2026 vil By & Havn oplagre jord fra københavnske byggepladser på et 120.000 m² stort og tomt industriareal langs Prøvestenssundet i Kløverparken. Nordhavn har tidligere været brugt til jordoplagring, men kan ikke længere rumme den nødvendige mængde jord.

Hvor høj bliver bakken?

Den oplagrede jord forventes at nå en højde på over seks meter i løbet af sommeren 2023 og vil kunne nå op i højde af 12 meter.

Forsvinder bakken igen?

Ja, fra 2026 vil al jorden være kørt videre og blevet brugt til etableringen af Lynetteholm. Derefter vil Skanska kunne påbegynde etableringen af den nye bydel ”Kløverkvarteret”.

Hvorfor skal jorden placeres i Kløverparken?

Placeringen af den midlertidigt lagrede jord til Lynetteholm - direkte på adgangsvejen til Lynetteholm - betyder, at man undgår at køre den samme jord igennem byen og forbi de samme borgere flere gange. Samtidig betyder det, at CO2-udledningen fra transport reduceres, når der er en lagringsplads så tæt på anlægsarbejderne over hele byen. Det samme gælder, når den lagrede jord efterfølgende kun skal køres et kort stykke vej for at komme hen til Lynetteholm.

Hvorfor kan man ikke sejle jorden til Kløverparken?

Det ville betyde en ekstra miljøbelastning, da jorden så skal flyttes ad flere omgange.

Hvilken slags jord er der tale om?

Der er alene tale om det, der betegnes som ren jord. Hver aflevering af jord bliver kontrolleret for renhed.

Er der regler for støj fra lastbiler og entreprenørmaskiner?

Støj fra lastbiler og entreprenørmaskiner må kun foregå mellem kl. 7 og 18. Lastbilerne kører ad Prags Boulevard ligesom de køretøjer, der til daglig kører videre ud til Prøvestenen.

Hvad med støv?

Hvis det støver så meget, at det kan være til gene for omgivelserne, skal jorden fugtes eller overdækkes med presenninger.

Hvad er Kløverkvarteret?

Kløverkvarteret skal være en blandet bydel med private og almennyttige boliger og mindre erhverv samt grønne områder – alt sammen opført i det tomme industriareal, der i dag hedder Kløverparken. Hvis forskellige ændringer af lokalplanen for området bliver realiseret og der etableres en metrostation, kan der allerede fra 2031 være opført 4.000 boliger kun 10 cykelminutter fra Kongens Nytorv. Læs mere om Kløverkvarteret på dette link.

Yderligere oplysninger

Forretningsudviklingschef

Daniel Bro Kristensen
Sidst opdateret: 31-07-2023