Der kommer ny energi til Scanport Glasværk i Kastrup, når Blue Energy flytter ind. Den nye kontorbygning i det lille havnemiljø nær lufthavnen og Øresundsbroen er dermed fuldt udlejet.
Elselskabet Blue Energy har indgået en lejeaftale med Skanska om de sidste ledige 995 m² på anden sal i Scanport Glasværk. Ejendommen er DGNB certificeret, hvilket betyder, at den møder de højeste standarder indenfor miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed, og dermed appellerer stærkt til virksomheder, der lægger vægt på en grøn fremtid.
”Vi har behov for bedre at kunne samle vores virksomhed og give medarbejderne optimale arbejdsbetingelser med god plads og højt til loftet. Vi flytter til Scanport Glasværk, fordi bygningens bæredygtighedsprofil og placeringen lige ud til Øresund understøtter vores virksomhedsværdier og grundlæggende tro på, at verden er et bedre sted, når vi bruger vores energi på det, vi brænder for. Det er for os en fremtid, der er drevet af solen, vinden og havet. Vi glæder os til at flytte ind og starte næste kapitel i udviklingen af vores virksomhed,” siger Martin Juul Møller, adm. direktør for Blue Energy.
Blue Energy flytter ind i de nye lokaler den 1. december 2022.
¨Vi er glade for, at netop Blue Energy med deres stærke afsæt i en bedre bæredygtig fremtid for os alle, har valgt at leje kontor hos os. Scanport Glasværk er udviklet med et stort fokus på bæredygtighed og et godt indeklima med rigeligt dagslys, som er med til at skabe ideelle rammer for medarbejderne,” udtaler Elo Alsing, markedschef i Skanska A/S
Et unikt erhvervsområde i en ukendt havn
Skanskas vision for Scanport handler om et skabe et unikt erhvervsområde omkring den stille og lidt ukendte havn. Skanska har omdannet havnen til et rekreativt område med bådpladser og badning, men tidligere var det en aktiv erhvervshavn med rute til Malmø, fragt til Saltholm og frem for alt en støttefunktion for Kastrup Glasværk, der lukkede i 1979.
Det nye kontorbyggeri er opført på den gamle glasværksgrund. Skanska har derudover udviklet hotellet Scandic CPH Strandpark, kontorbygningen Nordhuset og den udvendige del af renoveringen af den fredede ejendom Bryggergården, som blandt andet rummer boliger og det kendte spisested Café Kystens Perle. Området afgrænses af Den Blå Planet og Ferring Pharmaceuticals nye domicil som to markante vartegn for området.
Scanport kan med samspillet med Scandics hotel, restaurant og skybar, de rekreative oplevelser, havnemiljøet og de fremragende kontor- og konferencefaciliteter, tilbyde noget helt unikt.
¨Derfor er vi glade for den succes, området allerede oplever. En succes, vi gerne vil bygge videre på i den fremtidige udvikling af området, hvor vi stadig har 45.000 m² under udvikling til virksomheder, der ønsker sig bæredygtige faciliter i helt særligt havnemiljø,” forklarer Elo Alsing.