c

Sønderjysk Forsikring flytter til Nest 45

Pressemeddelelser 22-02-2023 08:00 CET

Forsikringsselskabet med hovedsæde i Aabenraa er på meget kort tid vokset ud af rammerne i det københavnske kontor, og flytter derfor til Nest 45, der er Skanskas helt nye kontorbygning i Ørestad.

Elo Alsing, markedschef i Skanska (tv), og Frank Abel, adm. direktør i Sønderjysk Forsikring (th).

En del af Sønderjysk Forsikrings over 200 medarbejdere har i lidt mere end et år haft deres gang på CPH Highline på Havneholmen ved Københavns Havn. Da forsikringsselskabet i december 2021 etablerede en ny afdeling i hovedstaden, var det nok ikke i forventning om, at forretningssucces og popularitet som arbejdsplads allerede et år senere ville nå et niveau, der kræver nye rammer.

”Medarbejderne og jeg har været utroligt tilfredse med Havneholmen og kontoret i CPH Highline, hvor vi fik det sidste ledige lejemål. Vi må dog allerede nu indse, at vores succes med afdelingen i København betyder, at vi er nødt til at rykke videre. Heldigvis har vi, siden vi kom til København, haft et godt og konstruktivt samarbejde med Skanska, som vi også har fundet en god løsning med omkring leje af et nyt lejemål i Ørestad,” siger Frank Abel, som er administrerende direktør i Sønderjysk Forsikring.

Aktivitet døgnet rundt
Nest 45 er Ørestads nyeste kontorbygning og har vakt opmærksomhed ved at kombinere både kontor og hotel, som vil skabe aktivitet i bygningen døgnet rundt. Kontordelen er indrettet med et åbent atrium i stuen med lounge, eventområde og kantine som det centrale omdrejningspunkt og faciliteterne på de øvre etager er skabt til det moderne kontorarbejdes behov for fleksibilitet og funktionalitet. Med et hotel som en af de store lejere i bygningen, er det nemt for kunder og samarbejdspartnere at overnatte i forbindelse med besøg hos virksomheder i Nest 45.

”Lejemålet på tredje sal i Nest 45 giver os 1.200 m² centralt placeret i Ørestad med nem adgang til metro, togstation og motorvejen, hvilket gør det attraktivt og nemt tilgængelig ift. at tiltrække endnu flere medarbejdere. Hos Sønderjysk Forsikring er vi på en vækstrejse, og målet med en afdeling i København var i første omgang at samle et stærkt hold inden for digitalisering samt specialistkompetencer inden for bl.a. skadebehandlingen. Det er nu lykkedes. I 2023 er vi startet op med et hold af 13 assurandører på Sjælland, og medio 2023 etablerer vi en afdeling for Pris, Produkt & Analyse i København. Næste skridt er forventeligt endnu et kundecenter med beliggenhed i Nest 45,” forklarer Frank Abel.

Kun et enkelt ledigt lejemål tilbage
Nest 45 er kun lige blevet færdigbygget, men Hotel Ibis Styles har allerede åbnet værelserne til de første gæster, og i løbet af februar flytter Telia deres danske hovedkvarter ind i bygningen. Når Sønderjysk Forsikring flytter ind på tredje sal, er der kun et enkelt ledigt lejemål tilbage på den øverste fjerde etage.

”Det er en af de største glæder ved ejendomsudvikling, at vi på tæt hold kan følge og hjælpe ambitiøse virksomheder som Sønderjysk Forsikring med at finde de helt rigtige løsninger sammen. Nogle gange går væksten i medarbejderantal virkeligt hurtigt, og der fandt vi sammen ud af, at Nest 45 og Ørestad var en god løsning i forhold til behov, central placering og det erhvervsmiljø, det kan byde på,” siger Elo Alsing, markedschef i Skanska A/S.

Fakta om Nest 45
Kontordelen i Nest 45 er på 8.500 m². Telia og Sønderjysk Forsikring lejer de nederste etager, og kun det øverst placerede lejemål på fjerde sal er stadig ledigt. Her er det muligt at leje 1.300 m² kontor og 30 parkeringspladser i kælderen. Nest 45 består også af Hotel Ibis Styles, der netop er åbnet for udlejning af 186 værelser. Nest 45 er bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld og er tegnet af Holscher Nordberg Architects.

Yderligere oplysninger
Frank Abel, adm. direktør, Sønderjysk Forsikring, 20582257
Elo Alsing, markedschef, Skanska, 20169322

 

Kontakter

Email: Elo Alsing, Markedschef