c

Axel Towers: Nyt ikonisk videnshus med plads til samarbejde

Vi befinder os på Axeltorv lige over for Tivolis hovedindgang - et af de mest markante steder i København. Advokat og managing partner i Gorrissen Federspiel, Tomas Haagen, viser os rundt i Axel Towers, hvor firmaets godt 300 ansatte har haft deres daglige gang siden marts i år. Her fortæller han om flytningen og de nye rammer.

Tomas Haagen, advokat og Managing Partner i Gorrissen Federspiel (Foto: Gorrissen Federspiel).

Et moderne videnshus

Gorrissen Federspiel var vokset ud af deres tidligere domicil på H.C. Andersens Boulevard. Ønskerne til det nye domicil var at blive centralt i København og samtidig gøre noget helt andet.

”Det har været en vigtig del af designet af bygningen at skabe rum, der er inddragende – at det ikke er et lukket system. Det har arkitekten gjort ved at etablere et stueplan med og en opgang til butikker, der giver liv. Øverst er der en restaurant, som også er åben for offentligheden,” fortæller Tomas Haagen, og fortsætter:

”Vores fysiske rammer skal understøtte Gorrissen Federspiel som et moderne videnshus. På den ene side er vi et traditionelt ”advokathus” med de almindelige private hensyn, der er til klienter. På den anden side er vi et åbent og moderne sted med butikker i stueplan og en offentligt tilgængelig restaurant på 10. sal. Vi har været meget bevidste om, at vores lokaler skulle være visuelt flotte og menneskelige – i enkelt, rent træ og med progressiv og farverig samtidskunst på udvalgte vægge.”

Samarbejde som fundament

At skabe de rette arbejdsbetingelser og muligheder for teamwork har været centrale elementer i indretningen af Gorrissen Federspiels nye domicil. Medarbejderne arbejder ofte i teams og har et tætte samarbejde med andre afdelinger i huset.

”Vi har forsøgt at sætte de afdelinger, som naturligt hører sammen, op ad hinanden,så der kommer dynamik mellem afdelingerne. Alle sidder med et tilknytningsforhold til den gruppe, de er en del af,” siger Tomas Haagen.

Også rent arkitektonisk er der arbejdet med at skabe rammer, der understøtter vidensdeling og samarbejde. Bygningens tårne, som ellers er adskilt i bunden, vokser naturligt sammen på midten, hvor medarbejderne sidder – og etagerne er forbundet med trapper, så man nemt kan bevæge sig op og ned mellem niveauerne.

”Det er vigtigt for os at facilitere en attraktiv arbejdsplads for de dygtige mennesker, der bruger så meget af deres vågne tid her i huset. Og det synes vi, at vi er nået langt med”, understreger Tomas Haagen.

Vi hører til i København

At flytte ud fra det centrale København var aldrig en mulighed, da Gorrissen Federspiels partner-kreds for godt syv år siden traf en principiel beslutning om at flytte, forklarer Tomas Haagen – også selvom flere andre advokatfirmaer er rykket ud af byen. København er for stor en del af firmaets sjæl.

”Vi foretog en uofficiel afstemning blandt alle i huset, og fandt hurtigt ud af, at størstedelen af medarbejderne lagde stor vægt på en central placering. Og det handler jo om alt fra at kunne gå ned og møde nogle på en café efter arbejde, til nemt at kunne komme til og fra arbejde med bil eller det offentlige. Så vi lagde stor vægt på rent faktisk at blive i centrum.”

Med flytningen har det også været muligt at optimere det nye hus, så medarbejderne fik endnu bedre forhold end i det tidligere lejemål.

Tomas Haagens gode råd når virksomheden skal flytte

  1. At have en dygtig arkitekt og entreprenør, der kan levere den rigtige kvalitet til tiden
  2. At inddrage dygtige rådgivere som kan hjælpe med praktikken tidligt i processen
  3. At prioritere den interne kommunikation og involveringen af medarbejderne, fx at få meldt flytningen ud så hurtigt som muligt
Sidst opdateret: 19-01-2018