Der mange muligheder i Smart City
Og derfor skulle man tro, at det er et koncept som alle uden videre tager til sig. Men i realiteten støder Smart City-ideer ind i en masse komplekse problemstillinger, når teknikken møder mennesket.
Vi har talt med Rikke Gram Hansen fra Copenhagen Solutions Lab, som er Københavns Kommunes rugekasse for Smart City-initiativer. Hun arbejder til dagligt i krydsfeltet mellem teknologi, digitale løsninger og borgere, og har senest været projektleder for Street Lab; et testområde omkring Rådhuspladsen, hvor virksomheder kan afprøve deres Smart City-teknologier i praksis i et autentisk bymiljø.
I Street Lab-projektet skal de nye teknologier bevise deres funktionsdygtighed og økonomiske rentabilitet, og at de rent faktisk fungerer og understøtter de overordnede visioner for byen og borgerne.
Hvad dækker Smart City-begrebet?
Smart City er et meget bredt koncept. For mig handler det om, at man anvender de potentialer, der er i de digitale teknologier til at opnå de mål, man har for byen. Det digitale vil aldrig nogensinde være et mål i sig selv. Det giver ikke rigtig mening i min verden. Men der er en pointe i at bruge det digitale til fx at lave en CO2 neutral by – eller skabe en by med en høj grad af livskvalitet.
Hvorfor skal borgerne tage Smart City-konceptet til sig?
Det, der driver meget af Smart City- dagsordenen, er muligheden for at effektivisere, og her er der typisk tale om byens drift. Men problemet med drift er, at det umiddelbart er uinteressant for borgeren; det er usynligt. Og det synes jeg på en måde også, at det skal være. Borgerne behøver ikke at vide, at vi fx har monteret affaldssensorer.
Det man som borger kan tage til sig fra Smart City, er de perspektiver der gælder én selv. Her tænker jeg på de digitale teknologier, hvor borgerne kan bruge digitale platforme til at dele ting med hinanden og få information.
Hvad kan man gøre for, at Smart City bliver mere jordnært og interessant for borgerne?
I København har vi en stærk tradition for at skabe en by for mennesker, så planlægning og arkitektur ikke bare handler om veje og bygninger, men om mennesker og byliv. Og så skal det også være med Smart City, så det ikke er teknologier og digitalisering, men brugere og services, der er det centrale. Kommunen har rigtig mange data om byen, men vi har ikke særlig mange data om borgerne. Vi vil gerne vide mere om, hvordan byrummene bliver brugt, hvordan borgerne bevæger sig rundt i byen. Og det er data, vi ikke i dag.
Kunne I få den viden via mobildata?
Hvis man kunne gøre det på en måde, som ikke kompromitterer mig som individ. Hvis man kunne bruge mobildata i den samlede kortlægning af, hvordan vi bruger af byen, så ville det give byudviklerne nogle helt andre værktøjer. Helt tæt på det liv der er mellem husene. Der er store muligheder i at komme tættere på hverdagslivet og på, hvordan byrummene bliver brugt.
Hvad tænker du om anonymitet, privacy og sikkerhed i forbindelse med Smart City?
Man skal overveje meget nøje, hvilke data man overhovedet indsamler, og gøre det på den mindst afslørende måde for dig som individ. Og da data ikke fuldstændig kan beskyttes, men kan hackes, kræver det, at privacy tænkes ind, før man indsamler data. Det skal tænkes ind i selve løsningens design.
Noget andet er sikkerheden. Hvis man begynder at koble mange løsninger op på internettet – gadebelysning, trafiklys og alle andre dele af vores infrastruktur – er det jo skrøbeligt, hvis det hackes. Worst case vil man kunne regulere trafiklysene eller slukke for al gadebelysning. Der skal ikke meget til, før man har sat sig selv i en vanskelig situation.
Hvilke krav stiller Smart City til borgeren?
Nogen mener, at vi skal være – og vil blive, lige så smarte, som det her smarte system. Fx kan jeg nævne kommunens app ’GIV ET PRAJ’ (red. app, hvor man som borger kan anmelde skader/mangler ved byens inventar). For at bruge en app, skal man jo vide noget om digitale teknologier – som de fleste også gør i dag.
Men der er også Open Data-agendaen. For at kunne bruge rå data, kræver det, at man har et langt højere teknisk niveau. Helt specifikt, at man kan kode! I forhold til den almindelige borger, kræver det jo vildt meget digital læring. Men spørgsmålet er, om det ikke kommer af sig selv. Fx er kodning på skoleskemaet flere steder. Så alle ved godt, at det går i den retning, og at man skal ruste sig til fremtiden.
Hvorfor går så mange Smart City-initiativer i stå?
Meget af det handler om den kultur, der er, de steder, hvor man skal tage Smart City-løsninger til sig. Som fx affald: De data, der bliver sendt fra affaldssensorerne, kommer til at påvirke skraldemandens arbejde. Han plejede at køre en bestemt rute, nu skal han lægge ruten om, fordi systemet mener, at det er smartere. Den kulturforandring der skal til, skal man tage ret seriøst.
Systemet skal være let at bruge – men det skal også tage højde for den menneskelige indsigt og viden, der nogen gange kan overmatche systemet. Rettigheder er også et issue – hvilke rettigheder har man egentlig til at gøre de her ting i byrummet? Ting der ikke er lavet før? Kommunen har hjemmel til at gøre meget, når det kommer til byens drift. Men der er begrænsninger. Det er fx stadig uklart, hvem der må gøre hvad – og hvad det kræver af tilladelser, når det kommer til opsætning af WiFi.
Derudover er der den fysiske del af Smart City, som bare er rigtig kompleks. Fx en Smart City-løsning som intelligente lygtepæle, der er en oplagt fornyelse. Men i indre København har vi slet ikke lygtepæle. Gadebelysningen hænger i wires over vejen, og de bevæger sig hele tiden. Her er det er meget begrænset, hvad du kan sætte op. Der er ingen pæl, man kan sætte noget på eller indeni. For at kunne gøre Smart City godt skal man få testet tingene, før man skalerer; skabe nogle stærke partnerskaber med erhvervsliv og universiteter - og sikre ejerskab på tværs af fagområder og i driften.
Hvor langt er Danmark med Smart City om 20 år?
Jeg håber, at vi bliver kendt som et land, der er rigtig gode til at lave Smart City-løsninger. Løsninger, som både beskytter borgernes privatliv, og som tager datasikkerhed og privatlivets fred alvorligt. Men ofså som nogen, der går tættere på borgerens behov.