c

Fremtidens intelligente storby

Lygtepælene tænder automatisk, når du går forbi, og affaldsspanden kommer med en venlig henstilling, hvis du rammer ved siden af. Facaderne har integrerede solceller, som leverer overskydende strøm tilbage til el-nettet. Alt imens førerløse el-biler sørger for, at du aldrig mere behøver lede efter en parkeringsplads. Fremtidens intelligente storby er fuld af spændende muligheder – og fremtiden er tættere på, end du tror.

Smart City er et vidt begreb, der dækker over brugen af teknologi, data- og IT-løsninger til at skabe en byudvikling præget af effektivitet, bæredygtighed, innovation og medborgerskab. Det er ikke et nyt koncept; ideen om en teknologisk, holistisk by har eksisteret i mange år under navne som Cyberville, Intelligent City, Wired City osv.

Smart City er visionen om en by, hvor de traditionelle nøglesektorer som trafik, vandforsyning, varme- og el-distribution, affaldshåndtering og kommune opgraderes, sammenkobles og effektiviseres ved hjælp af digitale løsninger. Alt sammen tiltag som i sidste ende gavner miljø, økonomi, forretningsliv og borgere.

Infrastruktur af bits og bytes

Opsamling og fri deling af byens urbane data er helt essentiel for udvikling af de rigtige løsninger i en Smart City. Målet er at skabe en
sammenhængende, organisk og effektiv by som via data, monitorering og målinger er i stand til at reagere optimalt på alle ændringer i det urbane landskab – både på kort og lang sigt.

Danmark former fremtiden

Mulighederne for Smart City-løsninger er uendelige. Langt de fleste borgere er i dag på nettet, og i fremtiden vil vi konstant være online og have adgang til real-time data om, hvornår den næste bus kører, hvor der holder en ledig delebil eller –cykel, og hvor vi finder den nærmeste parkeringsplads, kaffebar, skraldespand eller toilet. Det er en fremtid af The Jetsons dimensioner (red. amerikansk tegnefilm), og kun fantasien sætter grænser.

I Danmark er vi allerede godt i gang med at forme fremtiden. Rapporten Smart City i Danmark fra i år fastslår, at vi har potentialet til at blive førende inden for Smart City-løsninger. Ifølge rapporten giver Smart City-løsninger adgang til et globalt marked på 9 bio. DKK – med en vækst på 17% årligt! Men selvom potentialet er stort, er det dog kun mindre projekter, der kører i øjeblikket:

  1. Street Lab, drives af CPH Solutions Lab, Teknik- og Miljøforvaltningen, indre KBH.
  2. El-biler med V2G-teknologi, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Kommune.
  3. Intelligent belysning og smarte løsninger, DOLL (Danish Outdoor Lighting Lab), Gate21, Albertslund og DTU Fotonik.

’Smart City i Danmark’ konkluderer dog, er svært at nå udover pilot-stadiet. Mange danske projekter går i stå og bliver ikke skaleret op. Men vi har faktisk mange gode ideer, hele verden kan få glæde af.

Sidst opdateret: 11-05-2017