c

Kunstigt øhav og lagune-by

Frem mod år 2100 vil vandstanden i København stige 80 centimeter eller mere. Skal vi så evakuere hele det centrale København?

I et ambitiøst oplæg foreslår tegnestuen Polyform etablering af en lagune-by, der også imødekommer fremtidens boligmangel og trafikproblemer.

Klimaforandringerne vil skabe store udfordringer i København, hvor store dele af byen ligger lavt på gamle strandenge og holme. Men allerede nu står de mest lavtliggende dele af København overfor udfordringer.

Da stormen Bodil hærgede i december 2013, var det et spørgsmål om få centimeter, før dele af Christianshavn, Sluseholmen og Metroen var blevet oversvømmet.

Menneskeskabte holme

– Vi kan videreudvikle København, som man altid har gjort det: Ved at anlægge kunstige holme. Store dele af Indre København og Christianshavn er bygget på menneskeskabte holme. Det er også på sådanne arealer, at den nye bydel i Københavns Nordhavn er under udvikling, og her får de gamle kunstige holme selskab af en række helt nye kunstige holme, hvor der skal bygges boliger, lyder det fra Jonas Sangberg og Thomas Kock, der begge er partnere hos Polyform.

– Ved at bygge nye holme i Københavns Havn kan vi fortsætte byens udvikling og samtidig sikre den mod de kommende havstigninger. Og hvis vi på samme tid indtænker ny offentlig infrastruktur og en ny ring 02 på de nyanlagte holme, i stedet for den omkostningskrævende tunnelmodel, vil vi faktisk kunne bruge de milliarder, vi kun skulle have brugt til infrastruktur, til at klimasikre byen.

Nordens Venedig

Ifølge planen vil de kommende fremtidige etaper ved Nordhavnen kunne fungere som kystsikring, hvis de hæves en 1-1,5 m til kote 3-3,5 m. Ved havneindløbet ved Trekroner vil den nye kyststrækning så skulle starte.

De lavvandede områder ud for kysten kan fyldes op med overskudsjord fra de næste 20-30 års bygge- og infrastrukturprojekter andre steder i byen. Det vil kunne skabe en samlet bydel af holme med Nordhavnen og Refshaleøen som en del af dette nye byområde.

Sammen med en ny sluse og stormflodsporte vil holmene kunne lukke hele Inderhavnen af i forbindelse med stormfloder. Centrale dele af København vil derved blive en indre lagune-by. Et nordens Venedig, hvor bebyggelser helt ned til vandet uden oversvømmelsesfare er mulige. En stor sammenhængende og rolig inderhavn velegnet til en række rekreative udfoldelsesmuligheder, som i fremtiden vil sikre Københavns ry for liveability.

Sidst opdateret: 31-03-2017