Baggrund for undersøgelsen
Skanska udvikler kontorer i Storkøbenhavn og hjælper virksomheder med at flytte til nye, bæredygtige kontorer. Undersøgelsen giver et indblik i de erfaringer, som medarbejderne har af flytteprocessen. Elo Alsing, der er markedschef i Skanska, forklarer:
– Når vi er i dialog med virksomhederne, kommer vi helt tæt på deres oplevelser i forbindelse med flytning og særligt de forventninger, glæder og bekymringer de har til deres nye kontor. For at få et helhedsblik på processen har vi i undersøgelsen både spurgt ind til medarbejdernes forventninger forud for flytningen og efterfølgende erfaringer.
Indeklima og arbejdsmiljø står meget højt på ønskesedlen
I undersøgelsen mener 75%, at et godt indeklima kendetegner de optimale fysiske rammer på en kontorarbejdsplads. Og til spørgsmålet om, hvad der fungerer mindre godt ved de fysiske rammer, vurderer 39%, at indeklimaet ikke er godt.
– Det kommer ikke bag på mig, at indeklimaet fylder så meget. Indeklima og arbejdsmiljø er oppe i tiden, og der er et enormt fokus på velvære – også når vi er på arbejde. Her kan det rent faktisk gøre en kæmpe forskel, hvis virksomheden bor i et nyt kontorhus, hvor et godt indeklima er tænkt med fra starten. De bedre forhold kan både mærkes på totaløkonomien og hos medarbejderne i form af lavere sygefravær og øget produktivitet, forklarer Elo Alsing.
Plads til mig og plads til os
Elo Alsing fremhæver, at kontorarealer tilpasset den enkelte medarbejder er rigtig vigtigt. Det mener 60% af de adspurgte i undersøgelsen. Mens 35% prioriterer fælles faciliteter som eksempelvis mødelokaler og kantine.
– Det er noget af det, vi hører ofte. Medarbejderne mangler steder, hvor de kan mødes. Det drejer sig ikke kun om traditionelle møderum. Det handler om at skabe steder til de forskellige situationer, hvor folk mødes. Det kan for eksempel være inspirerende loungeområder til kreative workshops eller touchdown-arbejdspladser, hvor man kan holde et kort kaffemøde. Og så skal pladsforholdene i kantinen selvfølgelig også være i orden, fortsætter Elo Alsing.
Flytning skaber usikkerhed men også store forventninger
Mange medarbejdere kan føle sig usikre forud for en flytning. I undersøgelsen svarer omkring halvdelen, at de har været usikre på, om deres forhold blev forværret eller forbedret. Men langt de fleste (35%) forventer, at forholdene bliver bedre efter en flytning.
– Det er overraskende, at helt op til 50% føler usikkerhed i forbindelse med en flytning. For virksomhedernes mål med at flytte handler stort set altid om at skabe bedre og mere tidssvarende rammer for medarbejderne. Men det er klart, at en flytning er en enorm forandring for medarbejderne, som kan give anledning til bekymring. Derfor er det også vigtigt, at man fra ledelsens side klart får kommunikeret fordelene ved flytningen bredt ud til medarbejderne, og helst så tidligt som muligt, siger Elo Alsing.
Blandt de 222 deltagere, hvis arbejdsplads har gennemgået en flytteproces, er der generelt stor tilfredshed med den overordnede kommunikation og det praktiske ifm. flytningen. Dog oplever mange, at der kan gives bedre plads til den enkeltes involvering i processen.
– Vi ser, at mange virksomheder aktivt involverer deres medarbejdere i processen og med kæmpe succes. Vores erfaring er, at medarbejderne gerne vil være en lige så stor del af processen som dem, der tager de endelige beslutninger, vurderer Elo Alsing.